Seriemorderen er et overmenneske, der skaber det perfekte kunstværk, lyder det i endnu et uafrysteligt, begavet og æstetisk flot mesterværk fra Lars von Trier

Titel: The House That Jack Built. Instruktør: Lars von Trier. Medvirkende: Matt Dillon, Bruno Ganz, Uma Thurman, Sofie Gråbøl. Varighed: 155 minutter.

• Lars von Triers nyeste fortælling om en seriemorder, der vil skabe det perfekte kunstværk, handler om filminstruktøren selv og hans egen kunstneriske stræben. Det er en historie om instruktørens eget fall from grace. Og det er som altid besnærende at komme ind i Lars von Triers sind.

“Jeg er nazist … Jeg forstår Hitler. Jeg sympatiserer en smule med ham,” sagde von Trier i Cannes i 2011, og filmverdenen lå ikke for mesterens fødder, men forlangte et hoved på et fad.

Det var selvfølgelig en omgang skælm, men der lå også alvor bag. Det, han forstod, var den fascistoide trang til at skabe det perfekte værk. For enhver pris.

Men von Trier blev persona non grata. Tre år senere blev ‘Nymphomaniac’ fuldstændig forbigået på Cannes. Først med ‘The House that Jack Built’, i øvrigt navnet på et ældgammelt børnerim, var Trier atter repræsentereret. Uden dog at deltage i festivalens hovedkonkurrence. Så meget var den verdensberømte dansker anno 2018 ikke tilgivet.

Og den nu alkoholiserede, deprimerede og nerveflossede Trier mødte aldrig op.

At Hitler medvirker i et klip i den nye film, og at der er en lang sekvens om overmennesker og deres stræben mod perfektion kan ikke tolkes som andet end en kommentar til hans syv år gamle udtalelse.

Det er heller ikke tilfældigt, at seriemorderen fortæller sin livshistorie til en mystisk, hæst talende mr. Verge spillet af tyske Bruno Ganz, der fik store roser som netop Hitler i ‘Der Untergang’.

Som Hitler skabte Det Tredje Rige, er seriemorderen Jack, spillet råt af Matt Dillon, nu ved at bygge et hus. Det kræver sine lig. Morderen lider af galoperende OCD og har været følelseskold siden barnsben. Han har store drømme om at skabe noget stort. Derfor dræber han.

Med håndholdt kamera og æstetiske billeder bliver vi flået igennem fem meget makabre mordscener i 70’erne og 80’erne. Fem scener der fungerer i selv som små novellefilm, hvor kvinder skal myrdes. Uma Thurman og Sofie Gråbøl spiller to af dem. Kvinder er altid ofre, lyder det fra seriemorderen, der også dræber børn.

Alle scener er fuld af sort, absurd humor. Som en frokost med døde børn, der skal mades. Som da morderen skriger sammen med sit offer om hjælp i en lejlighed. Det er naturligvis ikke haha-sjovt, men groteske grin forsøges at blive fremprovokeret.

Filmen kunne meget vel blive en kultklassiker, fordi den dyrker dårlig smag – splatter – og netop den blodige genres morbide ironi.

Alle mord sender Jack til aviser under navnet mr sophistication. Og mellem mordscenerne får vi filosofiske passager. Som den om førnævnte Hitler, en om jagt og en om druer.

Har man set ‘Seven’ eller andre spændende thrillers, og forventer man noget i samme stil, går man skuffet ud af biffen, for der er intet plot og ingen opklarende detektiv. Her er kun mordene og det uundgåelig, fabelagtige fald. Er det Triers eget fald?

Også for reference-slugere er filmen guf. Med små hilsner til blandt andre Bob Dylan og The Doors med ordene ‘Show me the way to the next whisky bar’, der også må handle om Triers egen alkoholisme. Bowies ‘Fame’ om berømmelsens bagside bliver spillet igen og igen. Bowie-sangen er tilmed fra perioden hvor sangerens alter ego var The Thin White Duke, der er overmenneske og fascist.

Kunstnere og trangen til at skabe har intet at gøre med demokrati, lyder budskabet igen. Man kan med rette spørge sig selv, om Trier har en kommentar eller 100 om sig selv og sit liv, og at vi så skal trækkes igennem en række syge mord for at forstå dem og ham. Det kan synes en smule prætentiøst, men er vel heller ikke det værste? Lars von Trier har i hvert fald igen skabt en uafrystelig, begavet film.

Seven (David Fincher, 1995)Er man til thrillers, og det er jeg, skal man ikke se ‘The House That Jack Built’, men blive hjemme og se ‘Seven’. Instruktør David Fincher er kongen af plotforviklinger og til at skabe dyster spænding. Filmen handler om to betjente, der forsøger at fange en morder, der med bibelens bud tillader sig selv at myrde syndere. Her er glimrende dialog og fantastiske præstationer fra Brad Pitt, Morgan Freeman movies og Kevin Spacey. Finchers ‘Zodiac’ er en lige så god film.

Natural born killers (Oliver Stone, 1994)Ligesom ‘The House that Jack Built’ er blevet gennemtæsket blandt amerikanske, politisk korrekte anmeldere, fik denne Oliver Stone-film med manus af Quentin Tarantino også en (mindre) tur. For som Triers indeholder den kulsort humor. Filmen handler i bund og grund om amerikanernes trang til at se mere blod og mere vold. De to mordere, Woody Harrelson og Juliette Lewis, ender da også i et talk-show.

The silence of the lambs (Jonathan Demme, 1991)Køb en flaske god chianti og se Hannibal Lecter aka Anthony Hopkins drive gæk med hele fængsels- og politivæsenet. Han sidder bag tremmer, men FBI-agenten Clarice, spillet af Jodie Foster, skal bruge hans oplysninger til at finde frem til en syg kidnapper. Lecter er dyrisk, djævelsk, højt begavet og spillet til fulde.